fredag den 27. september 2013

Norge

I nat kom vi hjem fra en lille visit ved min familie i Norge. Jeg er født i Norge og boede der i mine første leveår. Derfor er vi også ofte i Norge for at besøge mine bedsteforældre, far og stedmor. Når vi er der står den ofte på afslapning, spisning (og meget af det) og en masse snak.
Efter vi har fået børn er der også indlagt et par gåture i løbet af dagen, for at der ligesom skal ske lidt.


Vi var heldige med vejret, sådan rigtig sensommer-agtigt, køligt og sol.
Dagens højdepunkt var at smide sten i søen, der ligger ikke så langt fra hvor min far bor.



En af dagene tog vi ind til byen for at shoppe lidt. Eskild syntes den her hat var helt top. At vi fik ham ud af butikken uden er utroligt, men det var næsten også med snot og tårer.

Alt i alt en god lille ferie. Nu skal vi nyde de sidste dage inden hverdagen igen tager fat på mandag.






tirsdag den 17. september 2013

Barnedåb

Vi er på den anden side. Ja, det er allerede 1 1/2 uge siden og endnu engang bliver jeg grebet af følelsen af at tiden bare smuldrer mellem mine fingre. Vi hygger os om dagen. Solveig sover ikke så meget i løbet af dagen, men hvad gør det når hun sover hele natten (7-9-13, bank under bordet, etc.). Hun trives, smiler, leger, snakker, er blevet lidt tyk og  er i det hele taget skøn.
Men tilbage til topic. Vi havde en skøn dag til barnedåben. Det var så afslappet og fint. Selve den kirkelige handling var god. Solveig sov igennem indtil hun fik vand i håret. Da slog hun øjnene op og kiggede forundret på præsten. Et fint øjeblik. Eskild var også et pragteksemplar. Dog mente han at orglet spillede for højt. "Øj, hvor det larmer" var kommentaren :-)
Festen var dejlig og med to sæt oldeforældre. Jeg er så heldig både at have morforældre og bedsteforældre. Mine bedsteforældre tog turen helt fra Norge for at være med denne dag. Det er stort når man tænker på de er født i henholdvis 1921 og 1925.
Problemet ved fester er at jeg har travlt med mine gæster og derfor ikke så god til at få taget billeder. Dem må jeg ud og opstøve ved mine gæster her bagefter. Men I skal ikke snydes for billeder af den flotte dåbskjole.
Min bedstemor syede den til mig for 29 år siden. Nu er 7 børn døbt i den, inkl. mine egne to.